Gratis fragt ved 1.500,-

Levering 1-3 hverdage

Bedre vin til bedre priser

Sikker betaling

SØD VIN ER DET NYE SORT!

Oprettet d.

SØD VIN ER DET NYE SORT!

Det er sjældent den søde vin, der lægger beslag på de store overvejelser. Dessertvinen er for mange stadig et lidt besværligt stedbarn, der købes af pligt. Og kun når der er gæster. Når der sættes vin på bordet til daglig, overvejes det sjældent at trække proppen af en sød vin. Men det paradoksale er, at den vin, mange danskere parkerer i måltidets anneks, i virkeligheden er den fornemmeste af al den vin, der produceres. Der findes ikke andre vine, der er så komplicerede at lave som en sød vin. Så arbejdskrævende og med så stor risiko for, at det hele falder på jorden - på grund af dårligt vejr, svampeangreb eller flokke af sultne fugle. At producere sød vin kræver mod og ikke mindst godt håndværk. Til gengæld er resultatet uforligneligt, og vi tøver derfor ikke med at sige: at sød vin er fremtidens sort. 

 

Hvis vi ser bort fra de billige konsumvine, hvor sødmen blot skabes ved at stoppe gæringen, inden al sukkeret er omdannet til alkohol, så er det lidt som at træde ind i magiens værksted, når man arbejder med fremstillingen af søde vine. Her er flere naturkræfter og lokale hemmeligheder i spil, end det er tilfældet med produktionen af rødvin eller hvidvin. Nogle gange skal druerne tørres på måtter eller ude i solen, inden de presses. Andre gange skal de udsættes for frost eller angreb af skimmelsvampe. Eller den færdiggærede vin skal oxideres eller udsættes for hård sol eller vinterkulde. Alt sammen for at skabe de helt særlige smagstoner, som kendetegner de søde vine.

 

Der er sikkert dem, der hurtigt vil indvende, at produktionen af rødvin også kan være en omstændelig og kompliceret affære. Som vi kender det fra den tykke og fyldige Amarone fra Valpolicella, hvor druerne høstes om efteråret og tørrer på måtter, indtil de presses om foråret. Enig. Men det pudsige ved Amarone er, at den historisk set aldrig har været en rødvin. Ideen med at bruge tørrede druer til at koncentrere aroma- og sukkerstofferne i mosten er en teknik, der blev udviklet for at producere det, vi i dag kalder den søde udgave af Amarone - Recioto di Amarone. For 50 år siden var en tør Amarone en fejl. Un vino scapato - en vin der var stukket af, fordi man ikke fik stoppet gæringen i tide. Har man ikke smagt en Recioto, bør man unde sig nydelsen. Det er den ægte Amarone. Og det er interessant at konstatere, at hvis man lader en Recioto stå åben i flere uger, så vil den langsomt ændre karakter til en almindelig tør Amarone. Men det kræver nok ubarmhjertig meget disciplin at lade den åbne flaske stå så længe. 

 

Den søde vin er også den vidunderlige balance mellem syre og sødme som kun kan opnås, når man hælder et glas Eiswein i glasset. Ved at fremstille vinen på druer der er frossede, når de presses, er det kun syren og den sukkerholdige del af druemosten, der kommer ned i vinkarret. Al vandet er bundet som iskrystaller og fjernes sammen med skallerne. Der findes ikke nogen parallel til den søde friskhed, som de frosne druer kan give. Men for producenten er det lotteri. Druerne skal blive siddende på stokken og skal høstes frosne. En uge med dagstemperaturer på under minus 6 grader regnes som et minimum. Men når vinbonden i efteråret beslutter at lade en del af høsten blive på planterne, så ved han ikke, hvordan vintervejret bliver. Og med den globale opvarmning bliver der stadig færre vintre med mulighed for Eiswein på de europæiske vinmarker. Adskillige gange er det kun fuglene, der får lov til at nyde druerne. 

 

Det er også et lotteri, når vinbonden beslutter at lade en del af sin høst sidde på stokkene, fordi han håber på, at de bliver angrebet af den rigtige type skimmelsvamp. Den ædle råddenskab som også kaldes botrytis botrytis. En venlig form for skimmelsvamp som tillader vandet i druen at fordampe gennem drueskallen, mens den lader sukkeret og de andre smagsstoffer urørte. Men botrytis botrytis er kræsen. Den kræver morgener med tåge og dis og varme eftermiddage med høj sol. Står efteråret blot på regn, så er det den dårlige form for grå skimmelsvamp, der tager over. Den der æder alt sukkeret og ødelægger druen. Og selv når vejrliget lykkes, så er det arbejdskrævende at høste botrytiserede druer, fordi man ønsker at høste dem på det optimale tidspunkt. Derfor går plukkerne på Chateau d'Yquem i Sydfrankrig rækkerne igennem 10-15 gange hvert efterår. For at plukke de enkelte druer, når de er klar. Det koster. Derfor er de sydfranske vine blandt verdens dyreste. Men for dem, der ikke bryder sig om at betale 10.000 kroner pr. flaske, kan man forsøge sig med en Beerenauslese eller en Trockenbeerenauslese. Måske en Vendanges Tardive fra Alsace. I dem alle er der et element af ædel råddenskab og de dybe toner af honning, rosiner og nødder, der kendetegner denne type sød vin.

 

Men prøv selv. Og fortæl os andre om dine oplevelsser. 

 

 

 

 

 

 


Kommentar(er) 1

  • Erik Claudi
    Erik Claudi

    Interessant læsning.

    Svar

Skriv din kommentar

PRØV EN GRØN VINKLUB