Biodynamikkens hemmeligheder

Biodynamikkens hemmeligheder

05, Dec 2020

Følger naturens kredsløb

Hjorteblærer fyldt med røllike, mælkebøtter og opblødt egebark i hestehoveder. Ifølge biodynamikkerne kræver god vin, at jorden bliver tilført naturlig næring, og at vinstokkene bliver kompenseret og vejledt som tak for, at vi har stresset og amputeret dem med beskæringer og opbindinger. Nazisterne forbød Rudolf Steiners biodynamiske teorier.

Tanken om, at planeter og stjerner spiller en rolle for livet på jorden, var endnu mere samfundsnedbrydende og mumbo-jumbo for de tyske nationalsocialister end amerikansk jazzmusik. Derfor opfandt biodynamikkerne deres interne kodesprog, hvor de forberedelser, der skulle hjælpe og støtte planterne, blev omtalt som numre. 500-508.

Kernen i biodynamisk dyrkning er kompost. Organisk kompost, som er med til at øge jordens indhold af humus og gøre den frugtbar for de mikroorganismer, orme og insekter, som er forudsætningen for en levende jord. De ni forberedelser er et supplement til komposten, og de er i høj grad baseret på traditionerne fra de østrigske bjergbønder, som Rudolf Steiner i 1800-tallet voksede op sammen med.

Bønder, der dyrkede jorden på samme måde, som deres forfædre havde gjort i tusinde år: Uden brug af kunstgødning, pesticider og tunge maskiner, der presser jorden sammen og gør den ufrugtbar. Og i harmoni med naturens kredsløb og de kosmiske kræfter - som månen demonstrerer, når den løfter og sænker havet med flere meter ved hvert eneste tidevand.

Prøv de biodynamiske Chateauneuf du Pape og Rhônevine fra Raymond Usseglio.